søndag, oktober 28, 2007

Brændt hvalp lugter ilde...

Efter at have været en tur ved stranden, for at se på de store bølger, bruge lidt krudt (det var mest hundene) og rigtig blive blæst igennem i efterårsstormen, gik vi tilbage ad strandengen. Kørerne og fårene i Hundige er gået i hi - eller kommet i stald hedder det vist, men gæsene var der stadig. Miljøbevidste, som vi jo er, var vi overbeviste om, at når der ingen dyr er, er der heller ikke strøm i hegnet. Det ville jo være spild af strøm! Altså ingen problemer i at lade hundene rende løse. Men Bellis fortalte med et højt hyl, som kun en hvalp kan gøre det, at vi tog fejl - der ER stadig strøm i! Hun havde været på vej ind gennem hegnet til gæsene, eller måske deres fantastiske lorte. Hun nullede rundt mellem vores ben og så lidt skræmt ud. Vi modstod fristelsen til at tage hende op og trøste hende et stykke vej, så bukkede Henrik under. Hun puttede på hans arm til vi var væk fra elhegnene, så var hun klar igen. Om hun har lært noget, ved vi ikke, men vi kan da håbe på, at den grimme oplevelse ikke har været helt forgæves. I hvert fald har VI lært to ting; 1) I Hundige sparer de ikke på strømmen og 2) en brændt hvalp lugter ilde...

Ingen kommentarer: