Apporteringens svære kunst...

Bellis er rigtig glad for apportering og for vand. Tit når vi er nede ved stranden, har vi kastet pinde ud, som hun så er pisket ud for at hente. Da vi her i huset er modstandere af pinde, købte jeg på udstillingen i Hillerød en flydeapport til Bellis. Den skulle vi så ned og afprøve i dag nede ved den lille strand (ved indsøen). Vi havde leget lidt med den hjemme i haven, så jeg var sikker på, at hun ville hente den. Nede ved stranden startede jeg med kun at kaste den et lille stykke ud i vandet, så jeg var sikker på, at hun hentede den. Men når den ikke kom så langt ud, blandede Milo sig. Så tog han den for næsen af hende og løb med den - han har nemlig ikke fattet det der med apportering! Milo går ikke ret langt ud i vandet - helst kun til maven! Derfor valgte jeg at kaste apporten længere ud, så Bellis kunne hente den. Af uforklarlige årsager gad finke pludselig ikke hente apporten, der nu lå et godt stykke og stille og roligt blev taget af strømmen og drev længere og længere ud mod midten af søen! SUK!!! Alle forsøg på at få Bellis til at hente den, var forgæves.
Jeg var ikke just med på allerede at skulle miste min nyerhvervelse, så jeg besluttede selv at hente den - desværre var den drevet så langt ud, at der var ved at være RET dybt og så meget viking er der altså heller ikke i mig. Mens vi stod der og gode råd var dyre, mente vi alligevel, at den begyndte at drive over mod den anden bred. Henrik blev udstyret med alt, hvad vi kunne finde af kasteskyts og så kastede han, det bedste han kunne, for at få møget til at drive over på den anden side. Det lykkedes.
Imens gik jeg over på den anden side og ville prøve at få Bellis til at gå ud den vej for at hente apporten. Men det passede ikke madammen! Nå, så måtte jeg jo igen selv afklæde mig sko og strømper og gå ud. Desværre var der ikke rigtig nogen bund over på den anden side, der er tæt begroet af siv. Når man træder ud, møder man noget der umiddelbart minder om bund, men så snart der kommer lidt mere vægt på, så forsvinder bunden under en... Meget ubehageligt! Hvad gør en klog så? Jo vi måtte finde en pind eller noget, så vi kunne hive den ind mellem sivene. Jeg prøvede først med siv, men de var ikke stærke nok. Det havde du sikkert regnet ud, det havde vi også, men det var da forsøget værd. Vi måtte finde en rigtig pind. Mens Henrik var ved at fælde en hyld, fandt jeg en gammel død bjørnklos stilk. Den buede forneden og var perfekt til at rage en apport til sig gennem et hav af siv! Endelig var apporten og jeg genforenet. Mens vi havde kæmpet med apporten, havde jeg fundet en lille hundebold, som sikkert havde haft samme skæbne, som vores apport, bare med en mindre ihærdig ejer. Den blev også lige fisket op med min smarte bjørneklo - vi skulle jo have noget ud af vores anstrengelser.
Nu skulle jeg så bare finde ud af, hvor jeg havde gemt mine sko!! Dem havde jeg stillet et sted mellem sivene - men hvor? Endelig med sko, apport og bolden kunne vi komme ud af sivene. Både Bellis og jeg var lidt snavsede af det plummer, der var mellem sivene, så vi gik over til den anden lille strand og blev skyllede. Så måtte vi hellere begive os hjemad. Halvvejs gik det op for mig, at jeg havde glemt min trøje nede ved sivene. I kampens hede var den blevet for varm og derfor taget af. Nå, Henrik gik tilbage efter den. Imens legede hundene og jeg med bolden, men boldspadser som jeg jo er - ja så endte bolden i åen til trods for at jeg rent faktisk kastede den, den anden vej! (Jeg kastede den ned i jorden, hvor den ramte et hul og røg tilbage og ned i åen!) SUK!!! Hvad gør man så? Jo, man sender Bellis ned i åen efter den og helst inden far kommer tilbage og ser at hun er i åen. Bellis gik da også i åen efter bolden, men gik så op på den anden side og stod der og ville ikke over åen tilbage. Da Henrik kom måtte jeg jo gå til bekendelse, at jeg havde smidt bolden i åen og sendt Bellis ned efter den. Hun var umulig at lokker over igen, men hyggede sig på plænen på den anden side med sin bold. Så Henrik måtte gå ned til broen og kalde på hende og så tage hende med den vej. Heldigvis lugtede hun kun lidt af å og ingen af os gad gå tilbage til stranden for at skylle hende - nu måtte vi hjem og have noget mad.
Hold da op sikke en tur, hvad der blot skulle have været en lille kort badetur, blev til en helaftens forestilling med masser af aktion.

Dans på fuldtid

I dag startede vi på dans igen. Denne gang er Bellis alene om pladsen på begynderholdet, Milo har sin egen plads på det øvede hold. Bellis' ynglingssøster Bianca og hendes gode veninde kooikeren Martha er også på holdet, så Bellis havde af og til lidt besvær med at holde koncentrationen. Det trak altså meget at komme over og lege med de andre tøser.
Men ind imellem var hun rigtig god og meget samarbejdsvillig.
Hun var godt nok lidt tom i hovedet tilsidst, så det var dejligt endelig at kunne slå hjernen fra og lege med Bianca og Martha.