Bellis er ingen Christus

Så skete det! Men det måtte jo ske - før eller siden.

Bellis har længe været meget interesseret i åen. Jeg har flere gange gået helt ned til kanten med hende i snor, så hun kunne se, at der var vand. Har hun været uden snor, har jeg sagt nej og kaldt hende til mig og hun er pænt kommet. Men i dag mente hun tilsyneladende, at hun var blevet for stor til at lystre. I hvert fald fortsatte hun mod åen, til trods for min kalden. Jeg tror hun troede, at den grønne andemad var græs, for hun lignede en der mente, at man kunne gå på vandet... Men det kunne man ikke. Og hvad kan jeg sige - når man ikke vil høre, må man føle. Plask!
Hun svømmede hurtigt ind til breden og kravlede op. Hun var godt våd og lidt grøn hist og her... og jo åbadende hvalp lugter også ilde! Hun var lidt forskrækket, men efter kort tid, var hun klar igen og lige så kæk som før.

Måske skulle vi have kaldt hende... Åkande??

Senere på dagen var vi en tur hos dyrlægen og få den sidste vaccine - i denne omgang. Hun er ikke meget for at stå på dyrlægens bord, så Jytte (dyrlægen) havde svært at ved at høre på hendes hjerte og lunger for bar rysten. Men de var fine og uden mislyde... altså bort set fra rystelserne ;o) Der kom et lille piv, da hun blev stukket og så var det hjem og puttesove ovenpå denne begivenhedsrige dag.

Ishøj Dyrepark

Jeg har flere gange støt på omtale af "Ishøj Dyrepark", så nu måtte jeg altså ud og se hvad det er for en fisk. Jeg var noget spændt på om jeg måtte have hundene med, men det var ok, de skulle bare være i snor.
Efter hvad jeg har læst er området i sin tid blevet brugt af Zoologisk Have til udsætning af dyr på rekreation, men i dag går der får ( bl.a. muffloner), geder (wallisergeder m.fl.) og skotsk højlandskvæg, der tilhører Ishøj kommune.
Dyreparken viste sig at være et stort område (30 tønder land) med forskellige indhegninger, lidt skov og nogle åbne marker, som bruges til at dyrke græs til hø på. Indimellem går der stier, som efter regnvejret i går var temmelig mudrede, men rigtig hyggelige. Træerne havde klædt sig i alverdens efterårsfarver og der var rigtig smukt. Desværre ligger parken lige op af motorvejen, så fredsfyldt var der ikke. Men smukt og hyggeligt.

Hundene syntes det var et fantastisk område. Der var tilsyneladende fyldt med dufte, så deres snuder klæbede til jorden og sanserne arbejdede på højtryk.

Vi gik rundt mellem indhegningerne og kiggede lidt på dyrene. Tæt på en af stierne stod en tyr (gætter jeg på, den havde ring i næsen ;) ) Den sagde underlige lyde, som om den havde ondt eller skulle føde... lidt a la et æsel... Det er altså ikke nemt at forklare, men hundene blev lidt skræmte. Milo mente bestemt, at vi skulle hjem - eller i hvert fald tilbage af den vej vi var kommet. Bellis gemte sig bag mig og hoppede lidt op af mig i håb om, at jeg ville tage hende op. Men ingen af delene skete. Med lidt beroligende snak, faldt de til ro og vi kunne gå videre. Fårene og gederne (spørg mig ikke om det var almindelige får eller muffloner - hvad ved en bonde om agurksalat...) var ikke farlige, Milo mente til gengæld at en trillebør, en "dyrepasser" kom kørende med, var MEGET farlig. Heldigvis fik han lov at snuse til den, mens den stod stille, så han kunne se at den var ok. Bellis var meget fascineret af nogle af gederne - dem med skæg!

Inden vi atter kørte hjem, var vi lige ude og se "Vildtbanestenen" et fredet nationalt mindesmærke, som blev sat af Christian VII i 1775. Den gang hørte området ind under de kongelige jagtmarker (vildtbaner) og stenen markerede kongens eneret på jagten. Den var der nu ikke meget ved, men så havde vi også været kulturelle.

Behøver jeg at skrive at hundene gik i dyb koma, da vi kom hjem? Der var vist en masse sanseindtryk, der skulle fordøjes.

Forresten så står der en flot (??), rød kinesisk-inspireret portal ved indgangen til dyreparken. Den er oprindelig fremstillet til en verdensudstilling i København i 1888, men har også stået ved Tivolis indgang fremtil 1935, hvor den kom til Ishøj. Jo jo, det er skam en meget historisk by vi er flyttet til.

Brændt hvalp lugter ilde...

Efter at have været en tur ved stranden, for at se på de store bølger, bruge lidt krudt (det var mest hundene) og rigtig blive blæst igennem i efterårsstormen, gik vi tilbage ad strandengen. Kørerne og fårene i Hundige er gået i hi - eller kommet i stald hedder det vist, men gæsene var der stadig. Miljøbevidste, som vi jo er, var vi overbeviste om, at når der ingen dyr er, er der heller ikke strøm i hegnet. Det ville jo være spild af strøm! Altså ingen problemer i at lade hundene rende løse. Men Bellis fortalte med et højt hyl, som kun en hvalp kan gøre det, at vi tog fejl - der ER stadig strøm i! Hun havde været på vej ind gennem hegnet til gæsene, eller måske deres fantastiske lorte. Hun nullede rundt mellem vores ben og så lidt skræmt ud. Vi modstod fristelsen til at tage hende op og trøste hende et stykke vej, så bukkede Henrik under. Hun puttede på hans arm til vi var væk fra elhegnene, så var hun klar igen. Om hun har lært noget, ved vi ikke, men vi kan da håbe på, at den grimme oplevelse ikke har været helt forgæves. I hvert fald har VI lært to ting; 1) I Hundige sparer de ikke på strømmen og 2) en brændt hvalp lugter ilde...