Børnepasning aflyst

Her til aften skulle Bellis og Henrik have passet Henriks nevø og to niecer. Milo og jeg skulle have en stille aften, bare os. Hundene har godt af at være lidt uden hinanden og nyde at være "enebarn" lidt. Især Milo, der jo tidligere har haft alt opmærksomheden og som ikke har helt så skarpe "rundsave på albuerne" som Bøllis ;o)
Men kort før Henrik landede hos familien i Ølstykke, fik han en opringning om, at planerne var ændret, forældrene blev alligevel hjemme. Da de nu næsten var kommet helt derud, kørte de alligevel ud og sagde hej til ungerne. De skulle lige til at lege med deres kaniner, men da de så Bellis, lod de kaniner være kaniner og kastede sig alle 3 ned på gulvet og legede med hende.
Bellis nød den meget opmærksomhed og leg. Efter en halv time, var hun færdig - uden dog selv helt at være klar over det. Men så snart hun blev sat i bilen igen - sov hun.
Hjemme nød Milo og jeg en stille aften, uden en lille Bøllis til at mase sig ind hele tiden. Men selv om det var hyggeligt, var Milo ovenud lykkelig, da hun igen trådte ind af døren. Henrik og jeg var luft for de to rødder, der kyssede og legede til den helt store guldmedalje. Men er det ikke sådan for alle søskendepar? Det er dejligt med lidt enetid, men alligevel allerbedst at være sammen...