lørdag, november 13, 2010

Vi lever endnu...

Uha, der er da vist gået laaang tid siden vi sidst har opdateret Bellis’ blog, men vi er her altså stadig. Vi har været igennem en lang og hård periode, hvor vi har flyttet Bellis’ ”mormor” på plejehjem grundet alzheimers. Det betyder, at hundenes liv har været en lille smule forsømt en kortere periode på trods af, at de jo i den grad ALTID kommer i første

I juli måned kørte vi på ferie. Det var Bellis’ første tur ud af landet, men vi var ikke i tvivl om, at hun ville klare det med bravour og ganske rigtigt. Vi startede turen med et par dage hos ”farmor”. Her elsker hundene at være, farmor er sød og sjov og går gerne lange ture og Henrik og jeg render sjældent så langt uden dem ;o)
Derfra kørte vi til Harzen til Untermühle. Der har vi været før med Milo. Harzen bød både på skov, ”bjerge” og byer. Bellis er helt klart mest til skov og bjerge, så det passede hende rigtig godt, da vi kørte videre til næste stop – Østrig. Her boede vi lige i nærheden af Brennerpasset, så der var bjerge alle vegne. Sidste stop var Toscana. Her havde vi lejet et hus oppe i bjergene. Efter mere end en uge på restaurant, var det skønt endelig selv at kunne lave mad.
Toscana er et skønt område – men for pokker hvor var der varmt!!! Vi havde min. 38 grader i skyggen hver dag og ikke en vind der rørte sig. Det var simpel hen for varmt at lave ret meget, så det var begrænset, hvad vi fik set. Der var en skøn terrasse til huset, hvor vi opholdte os det meste af formiddagen, kl. 11 til 14.30 holdt vi os inden døre for ikke at smelte helt. Bellis holdt sig klogt nok i skyggen, mens Milo nød at ligge i solen og bage. Han lignede konstant en der var ved at smelte, men hyggede sig vist meget godt. Selv om der var skønt i Toscana, valgte vi at køre hjemad et par dage før planlagt. Først var planen egentlig at køre til Østrig igen – der var temperaturen bedre, men da vi først havde sat næsen hjemad, ja så ville vi bare hjem. Vi endte med at køre hele vejen uden rigtig stop. Henrik og jeg skiftedes til at køre og sove, vi holdt nogle længere pauser, hvor hundene fik lov at løbe lidt og strække ben. Ved 2-3 tiden var vi midt i Tyskland. Her holdt vi ind på en rasteplads. Bellis fik førersædet, Henrik passagersædet og Milo og jeg puttede sammen på ”bagsædet”. Således fik vi en 3 timers søvn inden vi tog det sidste stræk hjem. På færgen charmerede hundene alle de andre passagerer og især nogle svenskere, der selv havde kooiker.
Vi er meget imponeret over hvor nemme hundene er at have med – de tilpasser sig bare.

Eftersom Mormor er kommet på plejehjem er hundene blevet ”plejehjemshunde”. Vi har dem ofte med derud og beboerne er ellevilde med dem. Bellis charmer som altid og lader sig nusse af dem alle. Min mor er meget stolt over, at det er ”hendes hunde”, når de andre gerne vil kæle dem og at de kommer hen til hende. De er ikke i tvivl om hvor vi skal hen, når vi lander på p-pladsen. Ud over ”praleeffekten”, så nyder min mor også at være sammen med dem og de finder sig i alt fra hende – selv Milo.

Desværre har vi fået dårlig nyt om Bellis’ kæreste Louis, som vi jo ellers havde planer om, at skulle parres med Bellis i hendes næste løbetid. Louis lider af retrograd ejakulation – det betyder, at hans sæd flyder tilbage i blæren i stedet for ud af penis. Han kan derfor ikke parre. Vi må derfor i gang med at finde en ny kæreste til Bellis inden hun i feb/marts går i løbetid igen. Denne gang VIL vi have små vapser.

Ellers trives Bellis fint. Hun træner fortsat agility. Nogen dage er hun super dygtig, andre dag…. Ja ja, vi hygger os da og det er jo det vigtigste ;o)