Vi holdt i år jul hos Henriks mor i Sønderborg - en stille voksen/hunde jul, bare os tre voksne og så 3 hunde - Henriks mor har en gammel foxterrier, Kvik, på en 15-16 år.Da Milo, som lille 10 ugers hvalp første gang var i Sønderborg, fortalte Kvik ham, at han da var meget velkommen på besøg, men at det altså var Kvik, der bestemte! Kun en enkelt episode har der været siden, intet alvorligt, de to hunde har nu en fin overenskomst på, hvordan de begge kan være i huset uden problemer. Det er sjovt at iagttage dem gå omkring hinanden - eller skal vi sige udenom hinanden.
Men Bellis!!! Ja, hun vurderede vist, at Kvik var en gammel svagelig herre, så ham kunne hun jo nok godt tryne - eller også forstod hun bare slet ikke hans noget stive kropssprog. I hvert fald indtog hun tv-stuens sofa og når Kvik nok så fredeligt entrerede stuen, fortalte hun med meget store bogstaver, at han godt kunne forlade den OMGÅENDE!!!
Til alt held er stakkels Kvik tæt på både døv og blind, så når hun ellers ikke lige sagde "SKRIIID" HELT oppe i hovedet på ham, så opdagede han, det vist ikke helt. Han fik sin lille kasse over ved sin mors stol og så puttede han der og overlod flinkt sofaen til den lille finke.
Vi valgte, at gå nogle lange ture uden Kvik, så han kunne få fred til at sove ind imellem. Blandt andet lærte vi "Farmor" at geocache på Arnkilsøre, det er her billederne er taget (af "Farmor").
Fra "Farmor" i Sønderborg kørte vi til julebrunch hos "Mormor og Bedstefar" i Hvidovre. Her hyggede Bellis med min niece Cecilie på 8.
Det var nogle MEGET trætte hunde, der endelig vendte snuden hjemad.
Så nåede vi til nytåret! Bellis har ellers ikke ladet sig mærke af krudtet de foregående år, men i år virkede hun noget utryg ved de høje brag. Milo var allerede i begyndelsen af december sat på Serene-Um - et beroligende middel, Bellis fik en pille den 30. og 31.
Den 30. valgte naboen at skyde en masse krudt af med høje brag - begge hunde blev lidt bange, så Henrik måtte ud og høre dem (naboen), om de ikke kunne vente til selve nytårsaften. Til alt held var de forstående nok.
Den 31. gik vi en laaang tur i skoven, så vufferne blev godt møre. Hjemme udstyrede vi os med hver en dyne og en bøtte med pølse- og skinkestykker. Hver gang der kom et højt brag, fik hundene en godbid. Bellis slappede hurtigt af og havde mest bare øje for godbidderne. Milo var lidt mere rastløs, stresset og havde svært ved at slappe af.
Da det var værst fandt jeg aktivitetslegetøjet frem. Bellis hyggede sig - Milo havde svært ved at koncentrere sig, men fandt dog lidt ro i sin yngling - aktivitetsbolden.
Da kl. var omkring 1.30, blev der ro uden for (det var jo heldigvis RET koldt) Milo havde længe markeret for at skulle ud, så vi trak i tøjet og gik ud med hundene. Det var en svær tur for Milo, men han fik gjort det, han skulle. Bellis tog det med ophøjet ro.
Hjemme gik vi i seng - troede vi! For bedst som vi havde lagt os i sengen, fyrede nogle kegler kanonslag af lige uden for vores soveværelsesvindue. Bellis blev bange, men kunne trøstes med et par godbidder - Milo panikkede og kunne slet ikke tales/fodres til ro. Vi valgte at gå ned i stuen igen, den ligger længere fra vejen og naboen og i det hele taget virker der mere stille der. Her pustede vi luftmadrassen op og sov så der. Milo faldt hurtig til ro under min dyne og sov der det meste af natten.
Dagen i dag er gået med at slappe af på sofaen - hundene ligner nogen, der har været til vild fest den hele lange nat.
Nu er der heldigvis et HELT år til næste gang - men vi overvejer nu at leje et sommerhus et MEGET øde sted!
Godt nytår
