lørdag, december 08, 2007

Op og ned og tilbage igen...

Milo plagede om at komme ud og gå en laaaang tur. Det var egentlig også meningen, på den anden side en hel del af dagen var allerede gået med at sove længe (Henrik var til julefrokost i går) og hygge og skuret skreg på at blive ryddet op, så vi kan få tømt Henriks opbevaringsrum (lang historie, som I nok snart kan læse mere om på Søvangens blog. )
Men hvad gør man ikke for de kære små. Henrik blev sat i gang med arbejdet og så tog jeg og vufferne afsted til Tueholmsø med GPS'en for at jagte cache. (Hvis nogen ikke fatter hvad jeg skriver, vil det måske hjælpe jer at læse på geocaching.dk)
Hundene nød at løbe og lege. Der blev leget fangeleg til den helt store guldmedalje. Den første cache var gemt i noget krat. Her var rigtig spændende og snuderne blev brugt flittigt.
Undervejs fandt Milo en tennisbold. Når han har en bold løber han lidt rundt med den og lægger den foran mig, så jeg kan sparke til den (jeg kaster som en tøs...!) Men hver gang han lagde den foran mig, stjal Bøllis den og løb med den. Det var ret morsomt, men jeg kunne godt se at Milo blev lidt frustreret over det, så når hun havde løbet lidt, måtte jeg få hende til at lægge den, så jeg kunne sparke til den for Milos skyld.
Den næste cache var en, som havde drevet mig til vanvid længe. Den ligger på Høegsbjerget og beskrivelsen lyder "Gå nedad skrænten og kig opad bakken og du cachen vil finde under fyrnåle, grene og pinde". Tro mig det ER en skrænt og den er stejl!!!
Engang i sommer ledte jeg med lys og lygte efter den sammen med en anden hundeejer, men uden held.
Jeg har efterfølgende været forbi med hundene uden at orke at skulle klatre rundt... Men idag!! Idag skulle det være, nu SKULLE den m.. cache ud af mit sind...
Jeg møflede mig rundt på skrænten med Bøllis i hælene - hun syntes det hele var evig sjovt. Milo var lidt mere tilbageholdende og blev stående oppe på toppen, indtil han var HELT overbevidst om, at hans tossede "mor" sgu mente, at vi skulle ned af den skræmt! Så pludselig lå cachen der - lige foran os! Jeg må have gået forbi den min. 20 gange den første gang vi ledte efter den!!!
Der var jo naturligvis en noget nemmere vej til cachen, end den vi havde taget, så at komme op var ikke så svært som ned.

Vel nede af bjerget og tilbage ved søen igen med retning mod bilen opdagede jeg, at jeg ikke længere havde hundesnorene... Suk, de måtte være røget af, da jeg var på "bjergbestigning" eller nok nærmere "bjergNEDstigning". Tilbage igen, suk!!! Op på hes... bjerget igen og kigge ned, ingen snore at se. Åh nej, bare jeg ikke nu ikke havde tabt dem undervejs på turen, så var der jo nærmest tusinde steder at lede...Vi havde jo været i en del krat.
Nå, ned af skrænten (den "nemme" vej denne gang) og kigge... Hundene fik besked på at søge... lidt forvirret for hvad pokker søgte de efter, de plejer jo at få noget at dufte til, eller se, at jeg gemmer noget. Men de stak snuderne i jorden og sørme om ikke den lille Bøllis fandt snorene. Jeg havde ganske rigtig tabt dem under min "kurren" ned af bjerget. Jubiii.. SÅ kunne vi endelig komme hjem til en hårdt arbejde farmand og et par ekstra godbidder.

fredag, december 07, 2007

Kommentarer

Hej alle

Jeg beklager, at jeg ikke har været opmærksom på at det kun har været tilladt for Gmail ejere at skrive kommentarer til bloggen. Det skulle være rettet nu og vi glæder os meget til at få hilsner fra jer.

Henrik, Milo, Bellissima og Rikke

Motorik og balance

Ja ja, mor er jo ikke næsten fys. for ingenting, så strandturen blev i dag krydret med lidt sit, stå og dæk øvelser på diverse sten, træstammer, bænke og sand"skrænter". Herefter en tur ud af bølgebryderen/gravmolen/... (en stensætning der ligger ud i vandet!) Den er ikke så farlig, for der er cement mellem stenene, så hundene - og mig - kan ikke falde ned i mellem stenene og brække ben, men man skal alligevel op over stenene... giver det mening? Jeg må tage et billede af det, en dag jeg husker kameraet. Milo synes det er vældig sjovt at løbe på stenene, han er den rene stenbuk, når vi kommer dertil. Bellis hyggede sig vist også, men i lidt langsommere tempo. Vi sluttede af på dækkene... En stamme med bildæk på... Hmmm...den kræver vist også et billede...

RIKKE HUSK DIT KAMERA FOR POKKER DA!!!

onsdag, december 05, 2007

Miljøtur igen

Det var ved at være lidt længe siden, at vi havde været på "miljøtur", så vufferne og jeg tog en gammelkendt rute, der bragte os igennem det mere Istanhøjske og op til stationen. Efter et par turer med elevatoren, kig på lidt tog og busser, masser af venlige smil og kærlige klap, gik vi videre til den meget Istanhøjske del af Ishøj. Det var dog ikke mange omvandrende kvidelige stofruller og sandalslæbende mænd vi mødte, til gengæld mødte vi masser af paraplyer, børn med raslebøsser (det var skolebørnenes store julehjertesalgsdag) og så en byggeplads med gravkøer, kraner og meget andet. Der er ikke meget, der kan skræmme de to vuffer mere, ikke engang byggepladsen, hvor de bankede jernstolper ned. Jeg tror, at jeg på næste tur skal tage lidt penge med. Ikke kun for at kunne købe julehjerter, men mere for at vi så kan tage en tur med toget og bussen, istedet for kun at kigge på dem... Hmm...Måske skal jeg så nøjes med Bellis, Milo har prøvet begge dele og er rimelig ligeglad og jeg tror ikke det vil være helt nemt at gennemføre med to hunde - slet ikke hvis de pludselig får "trang" til at skulle lege ;o)

tirsdag, december 04, 2007

Frk. tandløs

Tænderne rasler ud af Bellis' mund...

I lørdags røg der en, da hun legede med Maggie - pludselig havde Maggie blodpletter hist og her...
Igår blødte det pludselig fra Bellis' mund, efter at jeg havde leget med hende. Henrik blev noget forskrækket, da jeg begyndte at tørre blod fra hendes mund :o)

Når man kigger i hendes mund, er der rimelig gabende tomt og det tager da også RET lang tid for hende at spise - eller opbløde, som Henrik siger - diverse guffer og ben.

Desværre har vi ikke fundet nogle af hendes tænder, så tandfeen kan ikke komme og hente dem og bytte til ... ja en femmer var det vist i min barndom, men mon ikke der har også har været "inflation" på det område?

søndag, december 02, 2007

Julemanden og onkel Kvik...

I dag fik Bellis lov at komme med Milo til "juletræsfest" i klubben hvor Milo går til agility. Først var der "hold-stjerneløb" med forskellige poster - en skøn blanding af Rally og Agility. Bellis nøjedes med at kigge på til at starte med, men da vi nåede til en post, hvor der skulle apporteres, måtte jeg hente forstærkning i Bellis, for Milo vil overhovedet ikke apportere. Det ville Bellis så godt nok heller ikke i dag, der var alt for meget at snuse til. Senere da hundene skulle igennem en tunnel, satte jeg igen Bellis i spil, for dommerne var modtagelige for fedteri og en knap 5 mdr. hvalp, der tog tunnelen gav et ekstra point. Desværre hjalp det ikke nok, vi blev slået med 2 point af et andet hold :o(

Så fik hundene alle røde sløjfer på , juletræet blev pyntet og vi dansede alle om det og sang julesange. Så kom julemanden med gaver til alle hundene (-eller i hvert fald de hunde, som selv havde haft en gave med til sækken) Vi havde haft to med, så både Milo og Bellis kunne få en. Milo var dog ikke så interesseret, så Bellis fik lov at pakke begge ud og hun syntes det var helt fantastisk morsomt...Vi sluttede igen af med gløgg og æbleskiver.










På vej hjem var vi lige forbi Maxizoo for at købe guffer til Milos aktivitetsbold. Det var Bellis' første shoppetur og hun syntes det var rasende interessant.

Hjemme nåede vi alle lige at få frokost inden farmor og onkel Kvik (glat. foxterrier) kom på besøg. Det var første gang Bellis skulle møde Kvik, så Farmor og jeg mødtes nede på engen med Kvik og Bellis, så de lige kunne hilse på hinanden. Det gik rigtig fint. De hilste pænt og så gik de ellers og snusede hver for sig. Bellis prøvede at få ham til at lege lidt og løb lidt i cirkler om ham, men gamle onkel Kvik (14 år) var ikke sådan lige at få til noget. Så kom Milo og vi gik en tur ned til stranden alle sammen. Utrolig nok var Bellis fuld af krudt og spurtede rundt. Hjemme gik alle hundene i koma rundt om i stuen. Bellis har senere flere gange prøvet at få Kvik til at lege, men kan ikke finde startknappen. Tilgengæld har Milo været flink til at lege med hende og hvis Kvik så kommer, så får han pænt afvide, at han ikke må lege med...

Det er vist godt at far og mor skal på arbejde i morgen, så vufferne kan få sovet ud efter denne begivenhedsrige weekend.