Op og ned og tilbage igen...

Milo plagede om at komme ud og gå en laaaang tur. Det var egentlig også meningen, på den anden side en hel del af dagen var allerede gået med at sove længe (Henrik var til julefrokost i går) og hygge og skuret skreg på at blive ryddet op, så vi kan få tømt Henriks opbevaringsrum (lang historie, som I nok snart kan læse mere om på Søvangens blog. )
Men hvad gør man ikke for de kære små. Henrik blev sat i gang med arbejdet og så tog jeg og vufferne afsted til Tueholmsø med GPS'en for at jagte cache. (Hvis nogen ikke fatter hvad jeg skriver, vil det måske hjælpe jer at læse på geocaching.dk)
Hundene nød at løbe og lege. Der blev leget fangeleg til den helt store guldmedalje. Den første cache var gemt i noget krat. Her var rigtig spændende og snuderne blev brugt flittigt.
Undervejs fandt Milo en tennisbold. Når han har en bold løber han lidt rundt med den og lægger den foran mig, så jeg kan sparke til den (jeg kaster som en tøs...!) Men hver gang han lagde den foran mig, stjal Bøllis den og løb med den. Det var ret morsomt, men jeg kunne godt se at Milo blev lidt frustreret over det, så når hun havde løbet lidt, måtte jeg få hende til at lægge den, så jeg kunne sparke til den for Milos skyld.
Den næste cache var en, som havde drevet mig til vanvid længe. Den ligger på Høegsbjerget og beskrivelsen lyder "Gå nedad skrænten og kig opad bakken og du cachen vil finde under fyrnåle, grene og pinde". Tro mig det ER en skrænt og den er stejl!!!
Engang i sommer ledte jeg med lys og lygte efter den sammen med en anden hundeejer, men uden held. Jeg har efterfølgende været forbi med hundene uden at orke at skulle klatre rundt... Men idag!! Idag skulle det være, nu SKULLE den m.. cache ud af mit sind...
Jeg møflede mig rundt på skrænten med Bøllis i hælene - hun syntes det hele var evig sjovt. Milo var lidt mere tilbageholdende og blev stående oppe på toppen, indtil han var HELT overbevidst om, at hans tossede "mor" sgu mente, at vi skulle ned af den skræmt! Så pludselig lå cachen der - lige foran os! Jeg må have gået forbi den min. 20 gange den første gang vi ledte efter den!!!
Der var jo naturligvis en noget nemmere vej til cachen, end den vi havde taget, så at komme op var ikke så svært som ned.

Vel nede af bjerget og tilbage ved søen igen med retning mod bilen opdagede jeg, at jeg ikke længere havde hundesnorene... Suk, de måtte være røget af, da jeg var på "bjergbestigning" eller nok nærmere "bjergNEDstigning". Tilbage igen, suk!!! Op på hes... bjerget igen og kigge ned, ingen snore at se. Åh nej, bare jeg ikke nu ikke havde tabt dem undervejs på turen, så var der jo nærmest tusinde steder at lede...Vi havde jo været i en del krat.
Nå, ned af skrænten (den "nemme" vej denne gang) og kigge... Hundene fik besked på at søge... lidt forvirret for hvad pokker søgte de efter, de plejer jo at få noget at dufte til, eller se, at jeg gemmer noget. Men de stak snuderne i jorden og sørme om ikke den lille Bøllis fandt snorene. Jeg havde ganske rigtig tabt dem under min "kurren" ned af bjerget. Jubiii.. SÅ kunne vi endelig komme hjem til en hårdt arbejde farmand og et par ekstra godbidder.