søndag, december 02, 2007

Julemanden og onkel Kvik...

I dag fik Bellis lov at komme med Milo til "juletræsfest" i klubben hvor Milo går til agility. Først var der "hold-stjerneløb" med forskellige poster - en skøn blanding af Rally og Agility. Bellis nøjedes med at kigge på til at starte med, men da vi nåede til en post, hvor der skulle apporteres, måtte jeg hente forstærkning i Bellis, for Milo vil overhovedet ikke apportere. Det ville Bellis så godt nok heller ikke i dag, der var alt for meget at snuse til. Senere da hundene skulle igennem en tunnel, satte jeg igen Bellis i spil, for dommerne var modtagelige for fedteri og en knap 5 mdr. hvalp, der tog tunnelen gav et ekstra point. Desværre hjalp det ikke nok, vi blev slået med 2 point af et andet hold :o(

Så fik hundene alle røde sløjfer på , juletræet blev pyntet og vi dansede alle om det og sang julesange. Så kom julemanden med gaver til alle hundene (-eller i hvert fald de hunde, som selv havde haft en gave med til sækken) Vi havde haft to med, så både Milo og Bellis kunne få en. Milo var dog ikke så interesseret, så Bellis fik lov at pakke begge ud og hun syntes det var helt fantastisk morsomt...Vi sluttede igen af med gløgg og æbleskiver.










På vej hjem var vi lige forbi Maxizoo for at købe guffer til Milos aktivitetsbold. Det var Bellis' første shoppetur og hun syntes det var rasende interessant.

Hjemme nåede vi alle lige at få frokost inden farmor og onkel Kvik (glat. foxterrier) kom på besøg. Det var første gang Bellis skulle møde Kvik, så Farmor og jeg mødtes nede på engen med Kvik og Bellis, så de lige kunne hilse på hinanden. Det gik rigtig fint. De hilste pænt og så gik de ellers og snusede hver for sig. Bellis prøvede at få ham til at lege lidt og løb lidt i cirkler om ham, men gamle onkel Kvik (14 år) var ikke sådan lige at få til noget. Så kom Milo og vi gik en tur ned til stranden alle sammen. Utrolig nok var Bellis fuld af krudt og spurtede rundt. Hjemme gik alle hundene i koma rundt om i stuen. Bellis har senere flere gange prøvet at få Kvik til at lege, men kan ikke finde startknappen. Tilgengæld har Milo været flink til at lege med hende og hvis Kvik så kommer, så får han pænt afvide, at han ikke må lege med...

Det er vist godt at far og mor skal på arbejde i morgen, så vufferne kan få sovet ud efter denne begivenhedsrige weekend.

Ingen kommentarer: