I dag har vi afholdt "Sjællandsk hvalpetræf" for de hvalpe fra Bellis kuld, der bor på Sjælland. Kl. 10 kom først solen til Ishøj og derefter Bellis søster Bianca med sine forældre Jennifer og Bjarne, bror Tjalfe med sin mor Jane og bror Mirco med sin mor Pernille.
Hundene kastede sig om halsen på hinanden og begyndte straks at lege. Man skulle tro de kunne huske hinanden. Mirco og Tjalfe ses regelmæssigt, så de er vældig gode venner. Bellis og Bianca var pot og pande fra det sekund Bianca kom ind af lågen. Og alle 4 kunne hygge sig gevaldigt med hinanden. Milo, der ellers var "pakket lidt væk" inde i huset pga. sin ikke altid super gode håndtering af hvalpe i sit nærvær, blev på opfordring af de andre lukket ud. Han sagde et mildt "sgu" til Mirko og Tjalfe, der skyndte sig at sige, at han selvfølgelig var den største og så gik det ellers rigtig godt.
Vi gik en tur, for at hundene kunne løbe lidt krudt af. Kooikere har altså en lidt anderledes måde at lege på end andre racer. Kooikere vil løbe - meget. Der skal leges fangeleg hele tiden, pyt med hvem der er forrest - bare vi løber. Jeg har set det flere gange, når vi møder andre racer. Milo og Bellis gider ikke altid lege så meget med dem, for de fleste vil bare stå og "bokse". Men hvis de kan få dem til at løbe, så gider de... Men her var der 4, nogen gange 5, men Milo holdt sig mest for sig selv, der godt gad at løbe og løbe - DET blev der.
Vi nåede aldrig helt ned til stranden. Hundene var lykkelige for bare at pjatte i og omkring søen og det blev langsomt koldere for de tobenede. Da det blev FOR koldt, vendte vi næsen hjemad - lige tids nok til at nå ind, inden regnen kom.
Indendørs fik vi tobenede kaffe, te, frugt, boller m.m. og hundene legede videre. Ja, måske mest pigerne, der ikke var til at stoppe. Drengene blev - overraskende nok - lidt mere stille, det ligner dem ellers ikke, men Milo havde været lidt grovere overfor dem indendørs end udendørs, så de havde fået en vældig respekt for ham - eller nok nærmere frygt! Fra deres plads i sofaen BAG deres mødre holdt de så vældig øje med Milo. Desværre havde Mirko fået reddet sig en flænge ved øjet - sandsynligvis en lille hilsen fra Milo. Stakkels Mirko.
De små hunde begyndte så småt at blive trætte, mens vi mennesker udvekslede sladder, erfaringer og røverhistorier.
Det var tid til at bryde op. Mirko var vældig tilfreds med at komme ud af det væææmmelige hus, der blev beboet af det grumme monster Milo, men Bellis og Bianca havde svært ved at slippe hinanden, så de må vist ses lidt oftere - vi har i hvert fald fundet nogle rigtig gode hundesittere - Milo var MEGET glad for Jennifer.
Både Milo og Bellis gik direkte i brædderne, da huset blev "tømt" for gæster.
En rigtig hyggelig formiddag var til ende, men det var ikke sidste gang at vi lavede et sådant træf. Næste gang - en gang i forsommeren - kører vi til Sorø og besøger Tjalfe og Jane. Forhåbentlig har Milos kommende kastration, til den tid gjort ham lidt mindre "hidsig" overfor hanhunde og Mirko og Tjalfe blevet mindre hvalpet, for der kan vi jo ikke benytte os af vores nye hit af en hundesitter...
Tak til Jennifer, Pernille, Jane, Bianca, Bjarne, Mirko og Tjalfe for en hyggelig formiddag.
