Solskin og forår

Hele familien tog en tur i Hareskoven i dag. Mor havde som altid sin GPS med og fandt et par cache på turen. Dvs. den ene fandt Bellis faktisk, efter at jeg havde haft en del besvær, da den søde og behjælpelige Henrik viste sig at være knap så behjælpelig - mod sin vilje.
Hareskoven er fyldt med "rillesten", store sten fra jeg ved ikke hvornår, men meeeeeget gamle - vist nok fra vikingetiden - med store riller i. Man ved ikke rigtig hvad rillernes funktion har været, men der er masser af teorier f.eks. kløveriller, offerriller m.m. Undervejs på turen gennem skoven, havde jeg underholdt lidt med historien om rillestenene. Henrik er lidt historie interesseret, så det er en god måde, at få ham med lidt længere rundt i skoven end bare lige en kort tur. Han havde fået mit "hjælpepapir" med små hints på, så cachen bliver nemmere at finde. Og da jeg begyndte at snakke om rillesten, fandt han den første og bedste cache på papiret, der handlede om rillesten. Desværre var det den forkerte han havde gang i! Det medførte, at vi kiggede et helt forkert sted. I stedet for en træstub ved siden af stenen, ledte vi efter et højt træ inden for 30m fra stenen. Og høje træer var der nok af! Ja, der var nærmest ikke andet. Jeg bandede noget over "den idiot, der havde lavet et SÅ skidt et hint", højt træ min bare! Vi gennemsøgt samtlige træer. Ingen cache!!! Meget tæt på opgivelse!!! Hvor det kom fra, ved jeg ikke, men pludselig spurgte jeg Henrik, om det nu også VAR Skræddermose-stenen, han kiggede på, hvortil han så svarede "nej, er det ikke Kattehalen vi er ved? Det er da den, der står noget om rillesten ved". Jeg tror, jeg blev en anelse rød i hovedet og måske kom der også en smule røg ud af mine øre...
NÅ!, men med det rigtige hint, vendte vi os mod træstubben lige bagved os og søreme om ikke Bellis havde fundet cachen og var på vej til at apportere den! Nogen gange kan det godt betale sig, at have en lille "pilfinger" med.
Men ellers nød vi skoven, foråret og solen. Desværre var det ikke en hundeskov og skoven var fyldt med familier, der var ude og nyde solen, så hundene måtte blive i snorene det meste af tiden. Men de nød det alligevel. Bellis kiggede meget interesseret på heste - men de var også på afstand og når de var væk, spurtede hun over og snusede i deres fodspor - eller hedder det hovspor?

Der skal råt kød på bordet!

På udstillingen i Odense snakkede jeg med Laila Carstensen, en rigtig sød og dygtig agilitypige, der er på det danske landshold. Hun fortalte, at hun fodrede med DXP-Just Pure. Et barf-produkt, der er forblandet og nedfrosset. Produktet skulle være helt fantastisk, godt til hunde med allergi, fordøjelsesproblemer og overvægt. Milo har tendens til at høre under de to sidste kategorier. Endvidere skulle det give hundene øget velvære, gøre dem mere afbalanceret og give mere energi. Flere ting som ville være godt for Milo. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men værd at prøve.
Den sidste uge har vi kørt hundene over på råt kaninkød. De er VILDE med det. Selv den lille Bellis, der ellers ikke er det store madøre, kan dårlig vente til jeg stiller maden ned til hende. Vi har endnu ikke mærket den store forskel, måske kommer den, måske ikke og så kan vi jo gå tilbage til Olivers igen.
I kan læse mere om DXP-Just Pure her

Dyrlæge med efterfølgende skovtur

I dag var vi et smut forbi dyrlægen. Milo skulle - endelig - have indsat sin p-stav (suprelorin). Staven bliver "sprøjtet" (med en MEGET stor nål) ind mellem skulderbladene - lidt som en chip. Her vil den langsomt opløse sig selv og virke som en kastration - Milo vil ikke kunne eller have interesse i at parre tæver. Vi vil ikke bruge Milo i avlen, da han er lidt for usikker og både hans mor og mormor har fået meget små kuld med ned til 1 hvalp (Milo var også den eneste i hans kuld). Vi ved ikke om det sidder i generne og dermed går videre. Endvidere stresser han meget, når der er løbske tæver i området, piber, vil ud hele tiden, kan ikke koncentrere sig, bliver rastløs. Sikkert vældig belastende for ham - men helt sikkert MEGET for os! Vi har i samråd med dyrlægen valgt at prøve en stav i stedet for en kniv. Vi har måtte vente længe på staven, først var dyrlægen liiidt længe om at få undersøgt om det kunne lade sig gøre (den er endnu ikke frigivet i Danmark) og bagefter lod "postmanden" vente på sig, da staven skulle sendes fra Sverige.
Jeg tog Bellis med, hun har godt at komme med uden at skulle "pilles" ved. Venteværelset var fuld af hunde - tæver. Milo, der gerne vil gå tur uden for dyrlægebygningen, men ikke med ind, var blevet lokket/aktivguidet ind. Det hjalp ikke at venteværelset var fuld af tæver, den ene endda i løbetid, han panikkede alligevel. Bellis tog det i stiv arm og kiggede nysgerrigt på de andre hunde. Milo flyttede som altid straks ind inde under min stol og sad derinde og skulede rundt. De to af tæverne var langt fra venligstemte, den ene en bokser, knurrede og brummede højlydt - MEGET højlydt. Det gjorde Bellis endnu mere nysgerrig, mens Milo sagde "sgu" tilbage fra sit skjul. Det var et være gedemarked... Endelig blev det vores tur og Milo blev igen lokket/aktivguidet ind. P-staven sættes ind på samme måde som en chip. Han peb ikke, først da han skulle kigges i ørerne, men der var heldigvis ikke noget at komme efter.
Så kunne vi endelig komme ud derfra - og det er noget nemmere at få Milo ud end ind - han kaster sig nærmest ud af døren. Nu satser vi så bare på at Bellis ikke kommer i løbetid de kommende 4-6 uger - den tid det tager førend staven virker.
Begge hunde blev vejet. Bellis vejer nu 9,4 kg og Milo 15,3 - lige lidt i overkanten for den unge herre, men han ser ellers meget pæn ud, synes vi.
Som et pladster på såret, i anledning af det gode vejr og fordi vi havde lyst kørte vi en tur i skoven. Her tilbragte vi de næste 3 timer og tilbagelagde 8,5 km med lidt indlagte pauser. Fantastisk tur! Et par "Bambier" krydsede vores sti. Til alt held så hundene dem ikke, men de fik færden af dem og var meget interesseret i at skulle samme vej som dem.
På vej tilbage til bilen var vi ved at blive kørt ned af en hundepatrulje. De smilede pænt til os, da de kørte forbi os, og hundene sad pænt ved siden af mig - hundene skal ellers være i snor i skoven, men der er ikke så mange der overholder det - incl. mig.
Vel hjemme var jeg sikker på at vi alle 3 lige skulle slappe lidt af på sofaen. Men der tog jeg fejl. Begge hunde var noget overgearet og for rundt som lopper. Jeg endte med at måtte give dem en guffer, de kunne ligge og tygge lidt på, for at falde til ro. Det hjalp og de har sovet lige siden.