søndag, marts 01, 2009

10 km i godt selskab










I dag har Bellis og jeg været på tur med en masse andre kooikere og deres ejere. Et medlem af klubben var blevet inspireret af Nytårskur-turen og havde arrangeret en 10 km tur gennem en dejlig skov i Hvalsø. Da Henrik valgte at blive hjemme, øjnede jeg chancen for at give Bellis en "stå-på-egne-ben" tur, noget jeg desværre ikke får givet hende nok af.
Vi startede med at gå lidt rundt i hundeskoven - 16 voksne, en lille dreng og 15 hunde (13 kooikere), så hundene lige kunne løbe det værste krudt af sig. Bellis var hurtig tryg ved de mange hunde og hyggede sig vældigt, især nød hun, at Martha var der - en kooikerveninde, som hun synes er helt fantastisk.
Så var det tid til at sætte liner på hundene og ud i den "store" skov. Bakke op og bakke ned gik det, alt i mens snakken gik om alt og intet, men nok især om kooikere.
Vi spiste vores medbragte madpakker ved Aunsø, mens hundene gik et velfortjent hvil. Et hvil Bellis benyttede til at støvsuge under den lille Max, der lystigt tabte både yoghurt og majs - mums, nå ja, og så til at knurre lidt af den stakkels flinke Simba, som tilsyneladende ikke faldt i hendes smag.
Så gik turen videre gennem skoven - en absolut smuk skov, som bestemt varmt kan anbefales.
Efter 10,2 km. var vi tilbage ved bilerne. Vi var nogle stykker der ikke helt kunne få nok, så vi gik atter ind i hundeskoven - her var tempoet et noget andet på hundene end første gang, de fleste luntede afsted og orkede ikke rigtig den vilde leg.
Efter en kop te vendte vi snuden mod Ishøj igen - Bellis snork sov hele vejen, men var overraskende frisk til at lege med Milo, da vi kom hjem.

Billederne er taget af Bente Lansø