tirsdag, september 25, 2007

Kooikertur i Trylleskoven

Kooikertræningen var idag en tur i Trylleskoven, hvor Bente fortalte om de mange ting, man kan lave med sin hund i en skov. Bellis synes, det var en helt fantastisk tur. Først hyggede hun sig med den ellers lidt generte Mr. Coco, men det varerede kun til brormand Tjalfe kom - han er altså en fantastisk sjov legekammerat. Det var af og til vanskeligt for Bellis, at koncentrere sig om øvelserne, hvis han var for nær.
Undervejs på turen blev hun træt. Vi var i gang med sit- og dækøvelser på skråning. Bellis satte sig og så helt opgivende på mig, hvorefter hun kravlede op på mit skød, rullede sig sammen og sagde godnat... Efter et kvarterstid på min arm, var hun dog fit for fight igen. Så fit, at hun som den eneste hvalp på holdet ikke klarede et indkald med skjult fører, ikke fordi hun ikke kan, men... fordi Tjalfe stod liiiiiige derovre og så så dejlig spændende ud... SUK!!!
Vi sluttede turen af langs stranden, hvor hundene rigtig hyggede sig og fik løbet, leget og badet.
Tilbage på p-pladsen, kastede Bellis sig ind på bagsædet og snorksov, næsten inden hun nåede at lægge sig.

mandag, september 24, 2007

Sandorme

Vejret var formidabelt og jeg havde tidligt fri, så hundene og jeg gik en tur ned til "Milos strand" (Nu må den nok snart skifte navn til Milo og Bellis' strand...) Her hyggede hundene sig strålende med bla. fangeleg op og ned af "skrænten", ud i vandet, rundt på græsset osv. osv... De gravede store huller og fangede tang og pinde i vandet - med andre ord; de havde det herligt. Alt i mens nød jeg solen, naturen og ikke mindst hundene.

Bellis har fundet sin egen teknik til at komme ned af den - for hende - stejle skrænt. Man lægger sig på maven med benene ud til alle sider og kurer ned. Får man taget for meget fart af, kan man altid lige "møve" sig lidt frem. Denne teknik - kombineret med en god vandtur og et par udgravninger - transformerer vores lille nuttede hundehvalp til noget, der mest af alt minder om en sandorm. Milo var så absolut heller ikke sandfri, så begge hunde blev guidet UDEN OM huset og om i haven, hvor de måtte blive til de var tørre og "afsandede".

Vi tilbragte det meste af eftermiddagen i haven i det gode vejr.

søndag, september 23, 2007

Hovedbanegården

Henrik er taget et par dage til Århus på konference. Da jeg her til aften skulle køre ham til hovedbanegården, tog jeg begge hunde med. Bellis synes København var en vældig spændende by. Perronen var fyldt med mennesker og det var lidt overvældende og farligt for Bellis - hun er jo nem at træde på. Men da toget var kørt og perronen næsten tom, var det rigtig interessant. Det tog sin tid at komme op fra perronen igen. Vi gik en lille tur på Tiegentsbroen og kiggede på cykler, biler, pølsevogne, duer og meget andet spændende inden vi igen kørte hjem.