Allerede da vi drejede i mod kvarteret blev hundene urolige, peb og logrede, som om de vidste, hvor de var. De kunne ikke komme hurtig nok ud af bilen og styrtede afsted i retning af Fam. Jensens hus. De har aldrig været der før!!!
Vi blev mødt af flotte skilte på havelågen om kooikerlegeplads og et lækkert morgenbord med frisk- og hjemmelavet juice, te, brød og alt hvad hjertet kan begære. Milo faldt utrolig hurtigt til. Han fandt noget af Biancas legetøj og legede mere end vi længe har set. Finkerne Bellis og Bianca var straks i gang med de vilde lege og hyggede sig gevaldigt.
Vi var meget fortrøstningsfulde og rolige, da vi efterlod hundene i Farum for at drage til Vejle. Bellis er normalt ikke noget problem, hun falder til alle steder, men Milo er jo lidt speciel og meget mor-&-far-syg og kan blive rigtig ked af at blive efterladt - især fremmede steder. Men her virkede han ok med det.
Da vi nåede Vejle og havde hilst på de andre, ringede Jennifer og fortalte, at hundene havde det godt. Milo havde set lidt trist ud, lige da vi gik, men nu var han glad igen. Han havde sovet! Noget han ellers aldrig gør, når han er andre steder end hjemme. Et STORT tegn på tryghed. Det eneste problem var, at han ikke var meget for at gå tur. Her kunne vi berolige Jennifer med, at det var meget normalt, han vil helst ikke være for længe væk, fra der hvor han blev efterladt, HVIS nu vi skulle komme og hente ham.
Det var en hyggelig og givtig generalforsamling - ikke mindst fordi jeg blev valgt ind i bestyrelsen efter "kampvalg".
Ved 19-tiden landede vi igen i Farum. Bellis og Bianca legede i gården. Bellis havde dårlig tid til at sige hej til os. Milo kom ud inde fra køkkenet, han var glad for at se os, men slet ikke så overstrømmende panisk, som han plejer, når vi har været væk. Han skulle også hurtigt tilbage til køkkenet, hvor han "hjalp" med at lave mad. For ikke nok med at man får passet sine hunde og får morgenmad, næ der er også aftensmad, vin, kaffe og kage, hos verdens bedste hundepension. Så blev der udvekslet historier fra generalforsamlingen og fra hundenes dag.
Bellis og Bianca havde leget det meste af dagen. De var kun blevet "uvenner" en gang og der var Bellis hurtig kommet og sagt undskyld, tiltrods for, at Jennifer mente, det var Biancas skyld. De havde dog sovet et par timer, Bellis havde smidt sig midt i Jennifer og Bjarnes seng. Bianca havde set noget fornærmet til og vist syntes, at det var liiiige lidt for meget. Meget demonstrativt havde hun lagt sig helt ude på kanten, som om Bellis var ved at skubbe hende ned.
Men det bedste var nu at Jennifer fortalte, at hun var forelsket - i Milo. Hun syntes, han var helt fantastisk. Der smeltede mit hjerte, tænk, der var nogen der kunne se at min lille sære og tiltider lidt letantændelige hund er verdens dejligste! For selvfølgelig er han det, men det er bare sjældent nogen, der ser det. Vi møder så tit kommentarer som hidsigprop eller aggressiv, andre synes han er mærkelig eller bare kedelig. Men Jennifer havde set gennem det hele og set vores skønne hund. Tak Jennifer - det varmede.
Det blev sent den aften, inden vi atter fandt Ishøj, for Fam. Jensen er en fantastisk familie - både som hundesittere og som venner. Vi håber meget, at kunne få vores hunde passet en anden gang og glæder os til flere hyggelige stunder sammen.
