Dyrlæge med efterfølgende skovtur

I dag var vi et smut forbi dyrlægen. Milo skulle - endelig - have indsat sin p-stav (suprelorin). Staven bliver "sprøjtet" (med en MEGET stor nål) ind mellem skulderbladene - lidt som en chip. Her vil den langsomt opløse sig selv og virke som en kastration - Milo vil ikke kunne eller have interesse i at parre tæver. Vi vil ikke bruge Milo i avlen, da han er lidt for usikker og både hans mor og mormor har fået meget små kuld med ned til 1 hvalp (Milo var også den eneste i hans kuld). Vi ved ikke om det sidder i generne og dermed går videre. Endvidere stresser han meget, når der er løbske tæver i området, piber, vil ud hele tiden, kan ikke koncentrere sig, bliver rastløs. Sikkert vældig belastende for ham - men helt sikkert MEGET for os! Vi har i samråd med dyrlægen valgt at prøve en stav i stedet for en kniv. Vi har måtte vente længe på staven, først var dyrlægen liiidt længe om at få undersøgt om det kunne lade sig gøre (den er endnu ikke frigivet i Danmark) og bagefter lod "postmanden" vente på sig, da staven skulle sendes fra Sverige.
Jeg tog Bellis med, hun har godt at komme med uden at skulle "pilles" ved. Venteværelset var fuld af hunde - tæver. Milo, der gerne vil gå tur uden for dyrlægebygningen, men ikke med ind, var blevet lokket/aktivguidet ind. Det hjalp ikke at venteværelset var fuld af tæver, den ene endda i løbetid, han panikkede alligevel. Bellis tog det i stiv arm og kiggede nysgerrigt på de andre hunde. Milo flyttede som altid straks ind inde under min stol og sad derinde og skulede rundt. De to af tæverne var langt fra venligstemte, den ene en bokser, knurrede og brummede højlydt - MEGET højlydt. Det gjorde Bellis endnu mere nysgerrig, mens Milo sagde "sgu" tilbage fra sit skjul. Det var et være gedemarked... Endelig blev det vores tur og Milo blev igen lokket/aktivguidet ind. P-staven sættes ind på samme måde som en chip. Han peb ikke, først da han skulle kigges i ørerne, men der var heldigvis ikke noget at komme efter.
Så kunne vi endelig komme ud derfra - og det er noget nemmere at få Milo ud end ind - han kaster sig nærmest ud af døren. Nu satser vi så bare på at Bellis ikke kommer i løbetid de kommende 4-6 uger - den tid det tager førend staven virker.
Begge hunde blev vejet. Bellis vejer nu 9,4 kg og Milo 15,3 - lige lidt i overkanten for den unge herre, men han ser ellers meget pæn ud, synes vi.
Som et pladster på såret, i anledning af det gode vejr og fordi vi havde lyst kørte vi en tur i skoven. Her tilbragte vi de næste 3 timer og tilbagelagde 8,5 km med lidt indlagte pauser. Fantastisk tur! Et par "Bambier" krydsede vores sti. Til alt held så hundene dem ikke, men de fik færden af dem og var meget interesseret i at skulle samme vej som dem.
På vej tilbage til bilen var vi ved at blive kørt ned af en hundepatrulje. De smilede pænt til os, da de kørte forbi os, og hundene sad pænt ved siden af mig - hundene skal ellers være i snor i skoven, men der er ikke så mange der overholder det - incl. mig.
Vel hjemme var jeg sikker på at vi alle 3 lige skulle slappe lidt af på sofaen. Men der tog jeg fejl. Begge hunde var noget overgearet og for rundt som lopper. Jeg endte med at måtte give dem en guffer, de kunne ligge og tygge lidt på, for at falde til ro. Det hjalp og de har sovet lige siden.