Bellis er ingen Christus

Så skete det! Men det måtte jo ske - før eller siden.

Bellis har længe været meget interesseret i åen. Jeg har flere gange gået helt ned til kanten med hende i snor, så hun kunne se, at der var vand. Har hun været uden snor, har jeg sagt nej og kaldt hende til mig og hun er pænt kommet. Men i dag mente hun tilsyneladende, at hun var blevet for stor til at lystre. I hvert fald fortsatte hun mod åen, til trods for min kalden. Jeg tror hun troede, at den grønne andemad var græs, for hun lignede en der mente, at man kunne gå på vandet... Men det kunne man ikke. Og hvad kan jeg sige - når man ikke vil høre, må man føle. Plask!
Hun svømmede hurtigt ind til breden og kravlede op. Hun var godt våd og lidt grøn hist og her... og jo åbadende hvalp lugter også ilde! Hun var lidt forskrækket, men efter kort tid, var hun klar igen og lige så kæk som før.

Måske skulle vi have kaldt hende... Åkande??

Senere på dagen var vi en tur hos dyrlægen og få den sidste vaccine - i denne omgang. Hun er ikke meget for at stå på dyrlægens bord, så Jytte (dyrlægen) havde svært at ved at høre på hendes hjerte og lunger for bar rysten. Men de var fine og uden mislyde... altså bort set fra rystelserne ;o) Der kom et lille piv, da hun blev stukket og så var det hjem og puttesove ovenpå denne begivenhedsrige dag.