Det går langsomt fremad med Bellis igen. I går var vi en tur inden hos søde dyrlæge Helle. Bellis blev vejet og har tabt sig 500g siden i fredags, men der har jo også været en del dage uden helt så meget mad og den mad hun får nu er jo fedtfri.
Helle mærkede hende lidt igennem og ellers snakkede vi mest. Bellis tøede efterhånden lidt op og satte sig til at blive nusset af Helle. Helle synes der var stor forskel på Bellis fra da hun så hende i fredags - nu var det jo næsten en hund og ikke en slatten tomat ;o)
Vi blev sendt hjem med smertestillende morfinpiller og kvalmestillende.
Vi blev enige om, at Bellis nu skulle med ud at gå kortere ture dagligt og at vi kunne aktivere hende lidt med aktivitetslegetøj i det omfang hun orker det. Hun må kun få fedtfattige guffere, og hendes tørfoder er hun knap så vild med, så Henrik og jeg tørrede kyllingekød til hende i går aftes og der er indkøbt fiskeboller.
Hertil morgen var Bellis med ude at få morgentur. Jeg gav hende dækken på, hun frøs lidt i går og kulde i maven er vist det sidste vi behøver lige pt. Da vi kom hjem var hun med ude med smådyrene og bagefter fandt hun en tennisbold at lege lidt med. Jeg var lige ved at tude, da jeg så hende hygge sig med bolden. Det er jo næsten en md. siden, at vi sidst har set det! Men så var hun altså også nødt til at sove et par timer ;o)
Søde dyrlæge Helle har ringet i dag for at høre til Bellis og ringer igen i morgen. Det er fantastisk med sådan en dyrlæge - hun fortjener en stor buket blomster, når alt dette er ovre!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar