Hvalpetræf i Randers

I går hev vi hundene umådelig tidligt op. De kiggede underligt på os, men sådan skulle det altså være. Lidt over 7 satte vi næsen mod Randers til det årlige hvalpetræf hos kennel Vitovani. Begge hunde var meget spændte på hvad vi skulle, så det med at sove i bilen, var der ikke noget af (kun for mor - hun sov DEJLIGT!!!)
De 3 kuld Vitovani har lavet giver 25 hvalpe i alt. Her af kom 19 af dem! Mor Bella og B-kuldets far Taro var der selvfølgelig også og to "søskende" - ialt 23 kooikere og deres ejere var samlet ved Fussingø. Vi startede med lidt kaffe og brød. Så gik vi en lille tur med vufferne. Tilbage til huset og spise medbragte madpakker og Hans' fantastiske pølsehorn, mens der blev snakket kooikere i laaaaange baner.
Så var det tid til endnu en tur, denne gang i hundeskoven, så hundene kunne slippes. 23 kooikere spurtede rundt mellem hinanden. Ingen slåskampe, kun et par "diskutioner", men med en del 8 mdr. gamle hanner i mellem, så er der jo liiiiige nogen ting, der skal sættes på plads. Det var et fantastisk syn med alle de glade hunde. Vi kom forbi søen, hvor de selvfølgelig skulle bade. Bellis holdt sig underlig nok til kun at soppe, det ligner ellers ikke hende, slet ikke når der bliver kastet dummies i vandet. Milo derimod var helt ude og blive våd på maven - DET ligner slet ikke ham...
Tilbage ved huset igen var det tid til kaffe og kage, mums - Vibeke havde bagt lækre sager!
Det var meningen, at vi skulle have lavet lidt Rally, men naboen til huset vi var i, havde brokket sig over at vores hunde larmede ( - enten er jeg blevet døv eller også er hun MEGET sart. Der var da ikke mere larm, end hjemme hos os i villakvarteret! Kooikeren er jo en ikke-gøende race.), så det droppede vi til ære for hende.
Langsomt begyndte folk at takke af. Henrik havde desværre fået et af sine "mave-anfald", så vi takkede ja til Torben og Vibekes tilbud om at køre med hjem og hygge lidt. Henrik lånte Annas seng og sov lidt, Bellis legede med Lucca og Castella, mens resten af os hyggede på terassen.
Efter en bid brød måtte vi desværre vende næsen hjemad. Torben og Vibeke er nogle skønne mennesker og det er ærgeligt, de bor så langt væk.
Der var noget stille i bilen på vej hjem, alle var trætte og de fleste med undtagelse af chaufføren sov.