Weekenden har budt på mange input.
Fredag pakkede vi bilen og kørte til Farmor og "Onkel Kvik" i Sønderborg. Vufferne syntes det var en lang og kedelig tur, så da vi endelig nåede frem, tog de sig en ordentlig fræser i haven.
Onkel Kvik (13 årig glat foxterrier) og Milo skulle liiiige lægge arm og se hvem der skulle bestemme. Hm, de blev enige om, at der nok, trods alt, var plads til dem begge på matriklen, blot de ikke gik i vejen for hinanden... og at Onkel Kvik i øvrigt holdt sig fra Bellis!
Lørdag var vi en tur i "Petworld" for at se, om de havde noget, vi slet ikke kunne undvære. Hundene var med og nød at kigge på alt det spændende. Milo var mest optaget af maden (surprise) og kaninerne (heller ikke overraskende), mens Bellis sværmede for en lille lyserød plushund til den kække pris af 80,- kr. Når man nu ved, at den ca holder en halv time - hvis den er heldig vel at mærke - så overvejer man ikke engang at købe den til hende. Ellers nød vi det gode vejr i haven.
Søndag var vi oppe før fanden fik sko på og kørte til Hedensted, hvor Milo skulle til Rallyprøve og Bellis møde en potentiel kæreste. Rallyprøven springer vi let henover og nøjes med at fortælle, at vi bestod og dermed blev Rally Begyndermestre ;o)
Ved kooikerringen mødte vi lille Willy, som skulle udstilles. Han er en flot lille stykke mandfolk, som jeg har haft kig på til Bellis et stykke tid. Dette var så første gang vi mødte ham. Han er lidt klein! Han og Bellis er meget samme type, spørgsmålet er om de laver FOR små og spinkle hvalpe eller??? Men han har et super temperament, hvilket jo i høj grad er det vigtigste - DER mangler han ikke noget! Han tog alt hurlumhejet med ro, var glad og tillidsfuld og ikke en eneste gang hørte jeg ham knurre eller vise anden "negativ" adfærd. Bellis startede med at være meget glad for ham, men vibrerede så alligevel lidt med overlæben, når han kom for nær - man skal jo være lidt kostbar. Willy debuterede i ringen og fik excellent, cert og blev BIM (ok, han var den eneste han, men det snakker vi da ikke om) Sådan Willy - det er min (måske) svigersøn ;o)
Vi havde en rigtig hyggelig dag, Vibeke og Torben var der også for at udstille Castella, Jette stillede Donna, der blev BIR - rigtig flot debut! Jane og Alpha stillede op i kl. 1, som ikke har noget at gøre med tiden, men betyder klasse 1 i lydighed, så meget har jeg da lært i dag ;o) De var også suveræne, så alt i alt var det en helt forrygende dag.
For at være helt sikker på at vufferne var HELT udbrændte, fandt vi en græsplæne, hvor de kunne slippes fri. 3 tøser og Willy styrtede omkring med tungerne ud af halsen og hyggede gevaldigt.
I bilen hjem gik Bellis og Milo hurtigt i koma, men hjemme måtte de tage deres sædvanlige halve times afkrudtning, inden de totalt udmattede drattede om på hver deres sofa, hvor de på nuværende tidspunkt sover så sødt...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar