onsdag, februar 20, 2008

Tøsepjank

Cecilie (7 år) kom på besøg. Hvis nogen tror hun kommer for at være sammen med sin faster Rikke og onkel Henrik, så tager de fejl. Cecilie kommer for at lege med hundene!! Nok mest Bellis, for Milo gider ikke helt. Nåh, ja - så kan man da lige snakke lidt med faster Rikke og onkel Henrik, nu de alligevel er der. ;o)
Men Bellis ELSKER hende. De leger fra hun kommer ind af døren og til hun går igen. Alverdens påhit. På et tidspunkt legede de "gemmeleg" og Cecilie mente, at det var Bellis' tur til at tælle. Men hver gang Cecilie ville gemme sig, trissede Bellis lige i rø... af hende, så det måtte de droppe.
Milo er ikke vild med al den larm og "faren omkring", så han går. Men han nyder nu alligevel Cecilies besøg, for hun har altid masser af guffer med, som hun flittigt deler ud af og så er hun vild med at gå tur med hundene, så det gør vi - MEGET.
Cecilie skulle overnatte og så snart vi havde pustet gæstesengen op og redt op til Cecilie og faster, hoppede Bellis med den største selvfølgelighed op og lagde sig i smørhullet. Her hyggede hun hele natten og puttede sig skiftevis ind til Cecilie og mig. Begge tøser nød det i fulde drag og så snart de slog øjnene op, var de klar til narrestreger igen.
Ved middags tid måtte vi - stik mod mine principper - sætte en DVD på. Faster var træt og måtte have en pause og det måtte begge hundene også. De fik sig en skraber og kunne så klare resten af tiden til Cecilie blev hentet og vi kunne falde døde om på sofaen.

Ingen kommentarer: