Agility klubmester

Dansk Kooiker Club afholdte kooikertræf på Fyn i weekenden. For første gang blev træffet holdt over en weekend og ikke bare en enkel dag. Lørdagen bød på forskellige workshops og søndagen på konkurrencer bl.a. en uofficiel agilitykonkurrence, som Bellis og jeg stillede op i.
Det var ellers tæt på at jeg trak hende. Allerede lørdag aften var stakkels Bellis ved at falde om af træthed. Dagen havde budt på indtryk og mange hunde, da vi endelig kom i seng gik hun omgående i koma. Søndag morgen var hun forsat utrolig klatøjet at se på og jeg var lidt nervøs for at udtrætte hende for meget, vi skal jo passe på hende. Jeg valgte dog alligevel at gå ned til banen og lodde stemningen. Så snart Bellis så banen, vågnede hun totalt, logre og peb for at komme i gang. Ok, vi gør det sgu.
Første løb var spring, der blev vi desværre disket - Bellis nåede lige at tage et spring for meget i en grim fælde. Men hun var en drøm på banen, fuld fart og skarp som bare pokker. Dommeren Tina Marie, en tidligere landsholdsdeltager, var helt vild med hende, "hold op hun løber lækkert" var hendes kommentar efter første løb (og så voksede jeg lige en halv meter). Men hun løb også vildt godt og jeg tror faktisk aldrig jeg har set hende løbe så godt og glæden strålede ud af hende, så Henrik og jeg næsten fik tårer i øjnene. Kald os bare sentimentale, men når man har været så tæt på at miste hende, så skal der ikke så meget til.
Andet løb var agility igen var hun fantastisk - for første gang i vores karriere løb vi ikke bare fejlfrit, men også under banetid! Super hund!
Så var der 21-løb. Forhindringerne får forskellige point og det gælder om at samle 21 point i et løb, hverken mere eller mindre. De der gennemførte, løb endnu engang, men denne gang på tid. Her vandt vi igen ;o)
Trods vores disk i første løb - vandt vi sammenlagt og fik fine præmier bl.a. en flot roset. Vi var MEGET stolte.

Træffet bød også på en samling af familien Blomsterbørn eller i hvert fald en del af den. Farmand Cody var der og Blomsterbørnene Klokkeblomst, Bella (Viol) og Kenzo (Lupin). Det var et rigtig dejlig gensyn med alle 3 vapser, men for pokker hvor er de faldet forskelligt ud, men lige skønne og fjollede er de.
Kenzo stillede også op i agilitykonkurrencen, han holdt den største fest på banen og var bare så skøn og glad at se på, Klokkeblomst stillede op i "Agility for sjov konkurrencen" (for begyndere), hvor hun gjorde det rigtig rigtig godt. Hun skulle dog liiige ud og hilse på mor Bellis undervejs inden hun kunne tage resten af banen, hun er sgu også en glad lille fis.
En rigtig dejlig weekend med masser af oplevelser for både to og firbenede.

Sterilisation

I går blev Bellis steriliseret!!!
Det har været en svær beslutning og den har været længe undervejs.
Bellis løbetider har altid været hårde for hende og blev kun værre efter hun havde hvalpe. 3-4 uger hvor hun ligger næsten apatisk hen og ser meget meget træt og trist ud - nærmest deprimeret. Det eneste der får hende ud af hendes deprie tilstand er, når hun som en anden furie farer efter Milo, for at få ham til at holde sig laaangt fra hende - helst helt ude på den anden side af bygrænsen. Nå ja, så er der jo lige de få dage, hvor hun er højløbsk og konstant bakker enden op i hovedet på Milo.
9 uger - faktisk ofte 10-11 uger underligt nok efter føder hun i flere dage. Kradser og graver i alt, piber, halser og pjevser og er helt fra den. Milo er igen dødsens! Så pass
er hun ellers hvalpe det næste lange stykke tid - eller det er mest stjålne brugte sokker og af og til et lille tøjdyr - humørsvingningerne fortsætter og det gør hetzen mod Milo også.
Det er simpel hen synd for hende - og Milo for den sags skyld. Endvidere mener dyrlægerne, at disse hormonforandringer ikke er gode for hendes mave og immunforsvar.
Så i går gik vi den lange og tunge vej til operationsbordet. Efter en kort undersøgelse fik Bellis en beroligende indsprøjtning. Da hun skulle have foretaget skopi og biosi, virkede det beroligende mere som speed end som beroligende, men denne gang virkede det helt efter hensigten. Efter en 15 min. blev hun mere og mere usikker på benene og hovedet blev tungere og tungere. Hun kom op og sidde og putte hos mig indtil dyrlægen var klar og kunne tage hende til operation - FUCK hvor jeg hader at give hende fra mig i de situationer. Så begyndte den forfærdelige ventetid.
Efter 1½ time kom dyrlægen tilbage og fortalte, at alt var gået godt, men at opvågningen fra narkosen havde været hård for den lille fis, så hun havde fået noget at sove på, så hun kunne vågne langsommere. Det var det samme der skete sidst, så hun kan åbenbart bare ikke det der med narkose.
Yderligere en times ventetid, så kom de endelig med vores lille slatne, halvtsovende Bøllis - iført krave! Åååh det lille pus. Efter lidt instruktioner får vi lov at tage hende med hjem.
Hjemme putter vi hende på sengen med dyne på og piller kraven af - sådan en kan man altså ikke sove med på! Jeg lægger mig ved siden af hende og holder øje med hende, så det går nok.
Hun sover lidt uroligt nogle timer, så prøver vi at tage hende ud for at tisse, men hun gør ikke noget og er endnu ikke sikker på benene. Tilbage i sengen sover hun nu roligere nogen timer mere. 20.30 er hun mere sikker på benene og sulten. Hun får en lille portion mad, vand vil hun ikke have, en lille tur i haven, men stadig uden bingo. Først ved 23 tiden får hun endelig tisset og pruttet, men vand vil hun stadig ikke have.
Hun er nu lidt mere vågen og begynder at interessere sig for såret, så vi giver hende en lille baby t-shirt omvendt på, der kan dække såret, men den sidder rigtig skidt på hende og falder nemt af.

Natten har budt på masser af søvn fra hendes side, men også lidt patteri på såret. Hun lænede sig vældig op af at skulle have kraven på igen - det er ikke meget søvn jeg har fået. Hertil morgen har Henrik været i Bilka og købe en baby body-stocking. Den sidder meget bedre og kan ikke falde af. Bellis er ikke vild med den, men affinder sig med den. Hun virker meget som sig selv, har været med på en lille morgentur, tisset, fået lidt mad og har endelig drukket lidt vand efter 1½ døgns tørke.
Vi satser på, at hun snart er klar igen.

Glædelig jul

Bellis og familie vil gerne ønske alle sine søde bloglæsere en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Hun har det fortsat rigtig godt, men hun er også fortsat på diæten. Hun er meget meget sulten, diætfoderet har en lav mæthedsgrad siger dyrlægen. Hun synes vi skulle prøve at supplere tørfoderet med lidt grøntsager - gulerødder, brocolli eller lign. Vi har haft prøvet med gulerødder, men dem sorterer hun jo pænt fra og lægge ved siden af madskålen. Brocolli går det noget anderledes med, det tygger hun længe på og ser lidt undrende ud, men så ryger det faktisk ned. Vi prøvede det to gange, men synes så der kom mere slim i hendes afføring, så nu holder vi lige en pause og får det på højkant igen, inden vi gør et nyt forsøg for at se om det var et tilfælde eller om det var brocollien.
Vi har også "fået lov" til at prøve, at introducere hende til forskellige madvare igen. Allerhelst til noget hun ikke har prøvet før.
I går aftes fejrede Bellis derfor jul med et lille bitte kvart tørret kaninøre. Det var tydeligt, at hun nød at have lidt at gnave i igen, hun lå med det som den største skat - jeg er overbevist om, at hun smilede ;o)
Nu må vi så se, hvad maven siger til det, men pt. har den forholdt sig helt rolig og vi krydser fingre for at det forbliver sådan.

Rigtig glædelig jul - og godt nytår

På rette vej

I dag har Bellis og jeg været til kontrol hos dyrlægen. Hun fik taget en ny blodprøve og den viste heldigvis, at infektionstallene var faldet til normal, dog lige på grænsen til at være for høje. Dyrlægen er ved rimeligt mod og synes ikke vi skal starte på prednisolon, men se tiden an en 3-4 uger, hvor hun er medicinfri og kører udelukkende på allergifoder. Går det godt, kan vi måske prøve et lille ben eller noget, går det den anden vej, bør vi nok overveje prednisolon. Så alt står stadig åbent, men pt. går det den rigtige vej, men for pokker hvor er der laaaaang vej til målet endnu.
Vi snakkede igen med dyrlægen om avl. De (ja vi har nu to dyrlæger på!) holder fast i, at Bellis sygdom med stor sandsynlighed skyldes den bugspytkirtelbetændelse, der startede hele showet den famøse 30. december på Als. Der er altså ingen grund til bekymring for blomsterbørnene. MEN! samtidig siger de også, at de ikke vil anbefale, at Bellis fortsætter i avl. Det vil simpel hen være for hårdt for hendes krop og desuden kan der være en risiko for, at hun ikke optager alle næringsstoffer 100%, når der er uro i maven. Vi har jo længe selv tænkt tanken og kendte derfor godt svaret, da vi (igen) i dag stillede det. Alligevel var det en hård en at sluge! Æv æv æv!
Jeg har her til aften gået den tunge gang og skrevet til de hvalpekøbere, der står på vores venteliste (tænk nogen har stået der i et år nu, fordi de vil have fra Bellis! Stakkels stakkels dem...), samt slette os fra Kooikerklubbens opdrætterliste. Den drøm er slut - eller i hvert fald sat på en længere standby :o(
Vi har snakket med Jennifer, der har Bellis' søster Bianca, om at få en hvalp fra hende, næste gang Bianca får hvalpe - nu må vi se. Jeg har svært ved at forestille mig Bellis som storesøster, hun er jo vores "lillepige", hun bliver aldrig andet. Men men, vi må se.

Svar på biopsien

Så kom der svar på biopsien. Ikke at vi blev så pokkers meget klogere. Den siger "mild irritation og infektion i mave og tarm". Det tyder på IBD (Inflammatory Bowel Disease - kronisk tarmbetændelse a la Morbus Crohns). Formentlig er det bugspytkirtelbetændelsen, der har slået maven fuldkommen itu og evt. forårsaget foderallergi. Desværre kan man ikke afgøre det 100%, da der ikke findes nogen undersøgelse, der kan konstatere det, man kan blot udelukke andre ting.
Vi fortsætter på den 21-dages antibiotikakur, som vi allerede er startet på. Den skal meget gerne slå infektionen ned, gør den ikke det, må vi ty til prednisolon - evt. livsvarigt, så der krydses rigtig meget fingre her i det lille hjem. Endvidere kører vi fortsat på allergifoder og INTET andet!
Bellis har det rigtig godt. Allerede dagen efter biopsien var hun i fuld vigør igen, så meget at jeg faktisk endte med at tage hende med til agility om aftenen. Jeg ville tage den med ro, men Bellis ville noget andet. Så efter 1½ times agility synes hun da lige, at hun ville vise den lille Klokkeblomst (hendes datter), som vi træner med, HVOR hurtigt en rigtig blomst skal løbe. De to fræsede rundt på græsset i turbufart i nok et kvarterstid og Klokkeblomst måtte indse, at hun ikke helt kunne følge med sin mor! Vildt nok!

Endelig overstået

Bellis har fået morfin og burde være afslappet
 - men det havde lidt den modsatte effekt på hende

 Så er det hele endelig overstået og det er gået godt.

Den anden skopi - rektalt fra - gik også godt. Der var ikke meget at se på den. Så hele miseren ligger altså i mavesæk og tolvfingertarm. Der er et stykke af fordøjelsen, som de ikke kan nå med kameraet, der kan også være noget. At undersøge der kræver at man åbner bugen og det vil vi helst slippe for. Men der er taget biosi de andre steder fra og nu kan vi så bare vente på svar. Prøverne skal sendes til England, så der går ca. en uge til 10 dage inden vi får svar, suk! Vi krydser virkelig fingre for, at svaret findes i de prøver, DET SKAL DET!!!
Bellis havde lidt svært ved at komme ud af narkosen. Hun blev lidt skidt, så de gav hende noget at sove på, så opvågningen blev lidt langsommere. Det betød, at vi måtte vente endnu længere på at få hende op, men endelig kom søde dyrlæge Helle med hende. En meget meget træt og slatten hund. Hun havde åbne øjne og kunne løfte hovedet lidt, men der var vist ikke rigtig nogen brikker der kunne komme i bevægelse, hun lignede mest af alt en der ikke opfattede en skid af hvad der foregik omkring hende. Hun puttede sig ind til Henrik og snorkede videre, mens vi snakkede med Helle.
Pga. de igen igen igen forhøjede infektionstal og for at sikre, at biopsi"sårene" ikke giver endnu en infektion, så syntes dyrlægerne, at hun skal på endnu en antibiotikakur i 21 dage! Hvis så prøvesvarene viser, at der skal ske noget andet, retter vi til undervejs. Vi fortsætter også med allergifoderet og den strikse diæt, stakkels pige.
Vi måtte tage hjem, når vi syntes vi var klar. Vi blev enige om, at Bellis nok gerne ville ud fra hospitalet, så vi pakker sammen og går ud og betaler - 11.000 bananer + det løse!!! Puha, håber virkelig at forsikringen dækker det meste.
Afsted med os. Bellis ligger i sin kurv på mit skød. Hjemme bærer Henrik hende ind og lægger hende på sengen. Milo vil rigtig gerne hilse på hende, men kan godt mærke, at hun er lidt underlig, så han lader hende være. Hun sender os et tilfreds blik og dasker en enkelt gang med halen, så falder hun i en rolig søvn.
Vi er begge lidt trætte - og nok også meget lettede - så vi lægger os alle ind til hende i sengen. Bellis søger meget kontakt, pjevser lidt hvis der ikke er nogen der rører ved hende, så snart hun bliver nusset sover hun.
Hun sover et par timer, så står damen op, strækker sig, giver Milo en stor smasker og går så ud og sætter sig ved madskålen, som siger hun "Kan man måske SÅ få noget mad!". På intet tidspunkt under fasten har hun søgt madskålen, men nu sidder hun der. Det er som om, hun har vidst hun ikke kunne få før, men kan nu ;o)
Hun får en lille portion mad opblødt i lidt vand, hun spiser med glubende appetit og vil rigtig gerne have mere.  Men hun skal startes langsomt op. Resten af dagen er hun mere eller mindre sig selv igen - måske i en lidt mere træt udgave end normalt. Hun får lidt mere mad senere og også det sluges.
Her til morgen var hun fuldstændig sig selv. På morgenturen satte hun sig, som skulle hun "prutte", men der kom ikke noget. Efter noget tid resten hun sig og strakte sig, som hun plejer efter en "prut", men det må have været en usynlig "prut". Formentlig var det bare luft.
Her på eftermiddagsturen kommer der en rigtig "prut", så systemet er i gang igen, og Bellis er fuldstændig sig selv igen, så jeg tror godt vi kan liste til agility i aften.

Bellis sover rusen ud i fars trygge favn.

Biopsien

Så er Bellis lagt i narkose og skopien er i gang. Vi sidder i hospitalets besøgslokale og prøver at fordrive tiden.
Bellis har været super dygtig til at faste. Ikke det mindste kny har der været. Henrik har spillet bold med hende i haven, mens Milo har spist og hun har hverken pebet eller tigget efter mad. Den rektale afførringsmiddel var hun ikke lykkelig over at få, men det gik.
Inden skopien kørte dyrlægen lige en ny blodprøve på hende og kunne fortælle, at hun igen igen havde forhøjede infektionstal, så han mente det blev nødt til at sætte hende på endnu en penicilinkur, suk.
Inden skopien fik Bellis noget afslappende, det virkede dog mest, som om det havde den modsatte virkning på Bellis, hun stressede helt op, blev rastløs og halsede for vildt. Men narkosen virkede og det er jo det vigtigste.
Søde dyrlæge Helle er med til skopien og har lige været inde og vise lidt billeder fra den første skopi - oppe fra og ned. Der er tydelig irritation i mave og tolvfingertarmen. Så der ER noget galt dernede. Et eller andet sted er vi glade for at de finder noget, for nu kan biopsierne forhåbentig give os et svar på HVAD det er der drille og indsatsen kan rettes derimod og Bellis forhåbentlig blive rask. Men der er mange muligheder og pt kan dyrlægerne kun gætte. Svaret på biopsien kan  være op til 10 dage undervejs, suk.

Snart går de nede fra og op og undersøger tarmene og så bliver vi hente og Bellis "vækket"